Vores verden har brug for ånd og hænder. Den har brug for at vi gør noget. Med hele kroppen og hele hjertet. Med mod og kærlighed.
Grundtvig sagde i en prædiken i midten af 1800-tallet: Vi er Maria! Han talte om jomfru Maria. Hun sagde ja til at bære og føde og følge og beskytte. Hun havde mod og kærlighed. Hun fik med sin krop kærligheden i verden til at vokse.
Hvad skal du føde i verden? Hvordan gør vi det i dag? Hvordan mærkes kald og kraft? Hvordan balancerer vi livet med familie hjemme og engagement i verden? Hvordan finder vi vores sag? Hvad skal der til? Er der krop nok?
Den 8. september fejrer vi dobbelt fødselsdag i folkeklosteret. Grundtvig og Jomfru Maria fylder år. Gennem historiefortælling, håndværk, poesi og ritual fordyber vi os i Maria som inspiration til at sige ja til det, vi hver især skal bære og nære i verden.
Folkekloster Halsnæs danner rammen for en dag i forbundethed, skønhed og fordybelse.
Arrangementet sker i samarbejde med Grundtvigsk Forum, der vil inspirere til folkeoplysning på nye måder, der engagerer og inspirerer. Dette er folkeoplysning a la folkekloster.